 I 1728 var der i London premiere på John Gay´s ”Tiggeroperaen”, en vittig og ganske barsk parodi på tidens opstyltede opera-forestillinger, som i reglen havde emner fra antikken. ”Tiggeroperaen” var henlagt til samtidens londonske underverden, personerne var landevejsrøvere, hælere, skøger etc., og handlingens centrum var Newgate-fængslet og gal-gestedet Tyburn. Operaen var traditionelt opbygget, med arier, duetter og coupletter, men – musikken stammede udelukkende fra datidens mest populære repertoire, dvs. gamle og nye viser og sange, sågar en enkelt (fransk) julesang havde der sneget sig ind, samt en flot march af Händel, og ouverturen havde lånt sit motiv fra en af Bachs Brandenburg-koncerter.
Julesangen blev for øvrigt brugt som drikkevise, og Händel-marchen blev afsunget af banden af landevejsrøvere på vej ud til deres dont, hvor de fastslår, at de er langt dygtigere end alkymister, eftersom de er i stand til at forvandle alt deres bly til guld! En anden gammel favorit, Greensleeves, som vi normalt kender i et temmelig sentimentalt arrangement, bliver her brugt i en fængselsscene, hvor den dødsdømte hovedperson, Macheath, undrer sig over, at man – hvis der ellers var retfærdighed til – ikke finder et betydeligt bedre selskab i Tyburn-galgen, end tilfældet er. Den respektløse forestilling blev en kanonsucces, og har igennem århundrederne holdt sig på repertoiret. I hvert fald 2 filmatiseringer er det også blevet til. Den ene, med Laurence Olivier som Macheath, stammer fra 1950-erne og er ikke rigtig vellykket. Det er derimod den seneste, en BBC-produktion fra 1984, instrueret af et af tidens hotteste engelske teaternavne, Jonathan Miller, indspillet af The English Baroque Soloists, og med forsangeren fra The Who, Roger Daltrey, i hovedrollen som landevejsrøveren Macheath. Samtlige roller udføres i øvrigt af skuespillere, altså ikke sangere, og de synger absolut med hver sit næb – en enkelt af dem kan decideret ikke synge, men netop dette giver opsætningen en fantastisk autenticitet. En af de medvirkende – hælerkongen Peachums skrappe kone - spilles af Patricia Routledge, som en del af os kender som mrs Hyacinth i komedieserien ”Keeping up appearances”, og hun er en pragtfuld oplevelse i rokokodragt med korset og overdådig udringning, og tale og tankegang som en bordelmutter. Charmen ved forestillingen er en fantastisk livagtig oplevelse af tiden, dette barske, grumme underklasse-London anno 1728 bliver utroligt levende og nærværende, interiørerne lukker sig om én, og man er ét med denne svundne tid på en måde, som jeg sjældent eller aldrig har oplevet. Det er et samfund uden sikkerhedsnet, en verden af elendighed og grumhed, oprindeligt elegante dragter er snavsede og slidte, og syfilis og tuberkulose stikker deres grimme hoveder frem i alle kroge. For mig er der virkelig tale om øjeblikke af regulær tidsforskydning, allermest nærværende i en sekvens, hvor Macheath danser en kontradans med en flok prostituerede til en sang, hvis tekst bl.a. lyder: ”Let us drink and sport today, Ours is not tomorrow!” Som om de dansende selv er klar over, at de har været døde i næsten 300 år… Indspilningen findes på DVD og kan bl.a. fås på Amazon.co.uk. I Danmark kan vi også låne den på en del biblioteker. 
|
