|
2009-03-28 Spøgelseshistorie
Madame Weinefalk lovede på et tidspunkt at vende tilbage med flere spøgelseshistorier. Det har hun ikke nået endnu, men jeg kom i tanker om, at jeg engang for mange år siden havde en oplevelse, der godt nok havde en vis spøgelseskarakter. Min mand og jeg var i Stockholm i oktober, og der var uventet koldt, hvilket betød, at vi ikke havde fået tilstrækkelig varmt tøj med, så vi gik rundt og hundefrøs og blev naturligvis forkølede. For mit eget vedkommende vil jeg tro, at jeg gik rundt i Gamla Stan med et par streger feber. Og så var det, jeg oplevede det: Hver gang, vi passerede en af de smalle slipper, så jeg ud af øjenkrogen noget, der ikke kunne være der: Mennesker i en anden tids dragter. Det kunne naturligvis ikke passe, og det gjorde det da heller ikke, for hver gang jeg drejede hovedet for at se nærmere på fænomenet, var der ingenting. Men ved næste slippe gentog det sig: Et glimt ud af øjenkrogen, som var forsvundet, når jeg drejede hovedet. Og jeg er ret sikker på, at det, jeg så, var fra 1700-tallet. Ja, jeg ved det godt - med feber ser man ting - men det er som regel ting, man i forvejen er optaget af, og jeg var på det tidspunkt ikke særlig bidt af 1700-tallet. Så de 1700-tals "genfærd", jeg så, kom fuldstændig bag på mig. Oplevelsen har for altid farvet mindet om den specielle Stockholmsferie med en helt speciel fortryllelse, og jeg er faktisk overbevist om, at den var virkelig nok - de ting, jeg så i glimt, VAR der virkelig, men man ser dem kun, når ens parader af en eller anden grund er nede og man er en smule uden for sit normale, rationelle selv. Og jeg har heller aldrig oplevet det siden... Upplagd av Madame Jeanne |