Til marts er der premiere på en ny dansk film, der handler om 1700-tallets store kongelige skandale i Danmark. Historien drejer sig om trekantdramaet omkring kong Christian 7., hans dronning Caroline Mathilde og hans livlæge Struensee. Historien er behandlet i adskillige romaner, senest PerOlov Enquists ”Livlægens besøg”, flere teaterstykker, en ballet og en opera, men selvom der i adskillige år har været planer om en film om skandalen, er det først nu, det er blevet til noget. Hvordan filmen er, kan jeg i skrivende stund ikke vide, men den må næsten uundgåeligt være spændende, tragisk – og muligvis romantisk. Jeg vil prøve at give en slags oversigt over den historiske baggrund. Da den populære kong Frederik 5. døde i 1766, blev tronen indtaget af hans kun 17-årige søn, Christian. Han var en begavet ung fyr, men havde haft en temmelig broget opvækst med skiftende lærere og hovmestre, og man havde tidligt registreret nogle besynderlige træk hos ham, som hans lærer Reverdil efter bedste evne havde søgt at modarbejde. Nu stod han imidlertid pludselig som enevældig konge over det dansk-norske monarki, han kunne principielt gøre som han ville – og det gjorde han så. Hans ministre var ikke i begyndelsen voldsomt alarmerede – den danske enevælde var sådan skruet sammen, at fundamentet var et solidt embedsmands-styre, netop for at undgå problemer i tilfælde af mindre velegnede konger. Bare man fik den kongelige under-skrift, kørte systemet rimeligt uforstyrreligt. Men efterhånden blev situationen lidt for broget, og ministrene besluttede at få kongen gift hurtigst muligt. Man valgte en engelsk prinsesse, Caroline Mathilde, som for øvrigt var hans kusine, for hans mor havde været den højtelskede engelskfødte dronning Louise. Pigen var bare femten år, og havnede uforvarende i en mærkværdig menage, hvoraf det mest mærkværdige var hendes unge ægtemand. Han var temmelig uinteresseret i hende, men fik dog gjort hende gravid, og hun fødte en søn, Frederik, hvorpå kongen fandt på at ville ud på en stor udenlands-rejse – uden hende, naturligvis. På det tidspunkt var man udmærket klar over, at der var noget helt galt med ham, og var forståeligt nok nervøs ved at slippe ham løs ude i Europa, men her var man så heldig i starten af udenlands-rejsen, i Altona, at finde en dygtig læge med moderne principper og stor forståelse for den psykisk ustabile unge mand. Denne doktor Struensee fulgte med på hele udenlandsrejsen og havde tydeligvis en stabiliserende indflydelse på kongen, og derfor tog kongen ham med hjem og udnævnte ham til sin livlæge. Meget hurtigt blev han totalt afhængig af denne sin livlæge, og også politisk fik Struensee en enorm indflydelse på sin patient.
Dronningen var til en start noget negativ overfor lægen, men en vellykket koppevaccination på hendes skrøbelige lille søn fik hende til at skifte mening – hurtigt i en sådan grad, at det udviklede sig til en hæmningsløs forelskelse i ham fra hendes side.
Dronningen var til en start noget negativ overfor lægen, men en vellykket koppevaccination på hendes skrøbelige lille søn fik hende til at skifte mening – hurtigt i en sådan grad, at det udviklede sig til en hæmningsløs forelskelse i ham fra hendes side.
|
Hvorvidt han var lige så betaget af hende, vides ikke, men han brugte hende i hvert fald til yderligere at stabilisere sin politiske magt. I nogle ganske få år var det i realiteten parret, der regerede Danmark. Forholdet var almindeligt kendt, de var nemlig ikke ligefrem diskrete, og forargelsen kendte ingen grænser, da dronningen igen blev gravid og denne gang nedkom med en lille pige – ingen var i tvivl om, at den lille Louise Augusta var Struensees og ikke kongens barn. Men så gik den heller ikke længere. Der havde efterhånden samlet sig en meget stor modstand imod Struensee og hans reformpolitik, manden var på mange måder forud for sin tid, og det faldt bestemt ikke i god jord. Modstanderne sluttede sig sammen med enkedronning Juliane Marie, kongens stedmor, og hendes søn, den temmelig småt begavede arveprins Frederik, og i fællesskab fik de etableret et statskup. Efter et maskebal på Christiansborgs slotsteater blev dronningen og Struensee arresteret midt om natten, dronningen blev fængslet på Kronborg og derefter deporteret til Celle i Tyskland, som hørte under den engelsk-hannoveranske konge, Georg 3., Caroline Mathildes bror, og der døde hun ganske få år senere, formentlig af en børnesygdom, kun 24 år gammel. Struensee derimod blev overført til Kastellet, og efter en spektakulær retssag blev han halshugget på Københavns Fælled og anbragt på hjul og stejle. Kongen blev skræmt til at skrive under på såvel forvisning, skilsmisse og dødsdom – hvad han egentlig mente om det hele, ved vi ikke, men nogle besynderlige kradserier i marginen i en af hans bøger tyder på, at intet af det skete med hans gode vilje. I årene efter denne ”paladsrevolution”, som den kaldtes, i 1772, regerede enkedronningen sammen med sin sekretær Guldberg, de afskaffede omhyggeligt alle Struensees reformer og førte en temmelig konservativ politik. Men i 1784 var tiden moden til endnu et statskup. Kronprins Frederik blev konfirmeret og dermed personligt myndig, og sammen med nogle reformvenlige venner gjorde han nøjagtig, hvad oprindelig Struensee og siden Juliane Marie og Guldberg havde gjort, han fik den efterhånden totalt sindssyge konge til at skrive under på en ”kabinetsordre”, der med et pennestrøg fjernede enkedronningen og hendes konservative parti fra magten. Derefter var kronprins Frederik i realiteten konge af gavn, om end ikke af navn. Det var ham, der beklageligvis valgte at gøre fælles sag med Napoleon, hvilket bragte Danmark i krig med England, som i 1807 belejrede og bombarderede København og bortførte den danske flåde. Kronprinsen bragte sig selv og sin sindssyge far i sikkerhed i Rendsburg, og herfra stammer den sidste beretning om kongens pludselige klare og skarpe bemærkninger – han kunne være totalt sløv eller skrigende gal i lange perioder, og så kom pludselig disse mærkelige glimt af lys. Men da Napoleons hjælpetropper i 1808 rykkede ind i Rendsburg, gav synet af dem angiveligt Christian 7. sådan et chok, at han fik et slagtilfælde og døde. av Jeanne Andersen |
