​

Omkring en stol

av Jeanne Andersen

​

​

Jeg var for et par år siden så heldig at finde en ægte gustaviansk stol i en net-antikvitets-forretning. Den pågæl-dende stol var af skånsk oprindelse, alders-mæssigt omkring 1780-85, og af axknippe-typen, meget enkel med firkantede bagben og drejede forben, uden fleuroner over for-benene, men med fine udskæringer på ryggen.  Nu er gustavianske møbler for tiden voldsomt populære også i Danmark, hvilket vil sige at de går til nogle ganske høje priser, men denne var ikke dyr, dels fordi den jo altså var et provinsarbejde, og dels fordi den unægtelig var i ret dårlig stand. Dels var den overmalet så mange gange uden mellemliggende afrensning, at ud-skæringerne nær-mest var forsvundet, så grundigt var de indsyltede i de tykke lag hvid maling, dels var den så utroligt snavset, at jeg nærmest på forhånd opgav at få den ren, og dels havde en eller anden tidligere ejer med virkelig stilsans betrukket den med uldent kelim, for en sikkerheds skyld banket fast i træet med små blå søm!

 

Der var altså ingen vej udenom, den skulle restaureres, og blev overladt til en konservator, som gik i gang med at afrense den og derefter skille den fuldstændig ad. Ved afrensningen dukkede de fineste, perfekte udskæringer på rygkronen og midterrib-ben frem, hver eneste korn i knippet stod fint og klart frem af træet. Samtidig blev det afsløret, at stolen åbenbart på et tids-punkt havde været for tæt ved (formodentlig) en kakkelovn eller lignende, så at bagsiden af ryg-kronen var helt for-kullet. Desuden var der en del dybe revner og hak i træet, så inden man kunne komme i gang med samlingen igen, måtte der spartles – ikke for meget, dens alder og brug måtte jo gerne ses, men på den anden side tilstrækkeligt til, at den uden problemer kunne bruges på normal vis. Som sagt så gjort, og derefter blev stolen samlet uden brug af søm og beslag, som tidligere havde været i anvendelse i løbet af dens lange liv. Nu fremstod den faktisk ganske robust, og skulle så males. Der blev blandet en lys perlegrå linolie-maling, som så om-hyggeligt blev lagt på, så det dækkede, men ikke blev så tykt at det slørede udskæ-ringerne. Tilbage var så polstringen og betræk-ket, som blev et af Laila Durans smukkeste replik-stoffer, det blå ”Sippa”. Og nu ser stolen ud som på billedet, en både smuk og funktionel antikvitet, enkel og raffineret.