Alle i Sverige kender Karl 12. – men det er sikkert de færreste, der kender hans danske modspiller, Frederik 4. , og det er egentlig synd, for han var langtfra uinteressant, selvom han ikke havde meget krigerglans eller feltherre over sig. Frederik 4. var intelligent, kulturelt interesseret, meget dameglad – og i sine sidste år dybt religiøs. Jeg skal forsøge at tegne et portræt af ham. 
Han blev født i 1671 som søn af Christian 5. – som man i Sverige kender for Skånske Krig og snaphanefejderne – og eftersom han, som arving til en enevoldstrone, ikke skønnedes at have brug for meget boglig lærdom, var den uddannelse, han fik, ikke ligefrem imponerende. Til gengæld blev han sendt på en stor udenlandsrejse i 1692-93, hvis hovedmål blev Italien, som gav den senere konge en livslang forkærlighed for alt italiensk, især arkitektur og kunst. Vel hjemkommet blev han sendt af sted igen, denne gang på bejlerrejse til diverse små tyske hoffer, hvor de danske konger igennem generationer havde hentet deres dronninger, og valgte Louise af Mecklenburg-Güstrow. En beklagelig fejltagelse, skulle det vise sig – hun blev omgående meget forelsket i Frederik, som hun blev gift med i 1695, men hun var uheldigvis også voldsomt jaloux, og hendes gemal var ikke ligefrem noget mønster på troskab – for nu at sige det pænt. Da han blev konge, indførte han noget hidtil ukendt: ægteskab til venstre hånd, altså i realiteten bigami, ud fra det synspunkt, at der gjaldt andre regler for Guds udvalgte enevoldsmonark end for andre dødelige. Han lagde ud i 1703 med datteren af den preussiske gesandt i København, frøken von Vieregg, men damen døde året efter i barselseng. Dronningen var hvidglødende, og bedre blev det ikke, da gemalen kort efter venstrehåndshustruens død indledte en ny, officiel affære – denne gang dog uden at lade sig vie til venstre hånd. Men rent galt gik det i 1711, da hoffet med kongen i spidsen var flygtet fra pesten i København og havde slået sig ned på Koldinghus i Jylland. Ved et maskebal her mødte majestæten den attenårige adelsfrøken Anna Sophie Reventlow og forelskede sig inderligt – og gengældt – i hende. Pigens mor brød sig ikke om det kongelige kurmageri og spærrede hende inde på familiens gård Clausholm, men det resulterede bare i, at kongen bortførte hende og samme dag lod sig vie til hende til venstre hånd. Dronning Louise skal have været så desperat, at hun truede sin amourøse ægtefælle med en pistol, hvilket næppe har fået ham til at elske hende højere. Derimod forblev forholdet til Anna Sophie Reventlow lykkeligt – og monogamt – for resten af kongens liv. Da dronningen døde i 1721, lod kongen sig dagen efter hendes begravelse vie til Anna Sophie til højre hånd og kronede hende egenhændigt til dronning. Det siger sig selv, at kongens børn med den afdøde dronning hadede Anna Sophie hjerteligt, men så længe kongen levede, holdt man maskerne nogenlunde, bortset fra at de holdt sig mest muligt borte fra hoffet. Og børn kom der ingen af i det nye ægteskab, i hvert fald ingen levende – Anna Sophie fødte 8 børn, men alle døde som spæde, noget kongeparret tog meget tungt og i den sidste ende opfattede som Guds straf for deres syndige levned. På det tidspunkt slog den strenge og inderlige religiøse retning, pietismen, tungt ind over Danmark og kom til at farve det tidligere så muntre hof i den sidste del af kongens liv. 
Samtidig med, at Frederik arvede den fædrene trone, arvede han også den fædrene udenrigspolitik, som hovedsageligt var rettet mod Sverige, der i det foregående århundrede havde berøvet Danmark Skånelandene plus Jämtland og Härjedalen. Han startede i fin stil i 1701 med at angribe Sveriges forbundsfælle, hertugen af Gottorp, hvilket bragte Karl 12. til at gøre gengæld ved at landsætte en hær ved Humlebæk. Her greb de europæiske stormagter så ind og fik ved en lynhurtig fredsslutning i Travendal svenskerne tvunget væk fra Sjælland og danskerne ud af Gottorp. Det fik ikke netop Frederik 4. til at elske svenskerne, og da Karl 12. efter Poltava-nederlaget var havnet i Tyrkiet, benyttede Frederik lejligheden til at erklære Sverige krig og landsatte en dansk hær i Skåne. Det blev optakten til Store Nordiske Krig, som kom til at vare i 11 år og var en af de hårdeste krige, Danmark har været igennem. Krigslykken gik op og ned – mest ned – men fra 1713 begyndte det langsomt at gå fremad. 1715 var Karl 12. tilbage i Sverige og rykkede året efter ind i Sydnorge med en ny hær. Til søs opererede Tordenskjold, som generelt havde lykken med sig. Men med Karl 12.s død i 1718 begyndte krigen at falde fra hinanden, Danmarks forbundsfæller trak sig ud en efter en, og ved fredsslutningen i 1721 på Frederiksborg var Danmark stort set tilbage hvor det var inden krigen begyndte, bortset fra at den gottorpske del af Sønderjylland blev genforenet med Danmark. 
Efter fredsslutningen kunne kongen så hellige sig sine diverse kulturelle interesser, blandt andet byggede han det italienskinspirerede slot Fredensborg, hvis sydlandske stil er enestående i Danmark, og som er i besiddelse af landets ældste og største bevarede barokhave. Det blev hans og dronning Anna Sophies foretrukne residens – der eksisterer stadig et par interiørtegninger, der viser, hvordan havesalen så ud i deres tid. Frederik 4. døde i 1730 og efterlod sin 22 år yngre dronning, som øjeblikkelig af den nye konge blev forvist til Clausholm, ligesom hun blev berøvet det meste af den arv, som hendes ægtemand havde testamenteret hende. Det fromme næste kongepar, Christian 6. og Sophie Magdalene, lod sig hverken af afgivne løfter eller den afdøde konges testamente afholde fra at forfølge den forhadte dronning, som levede de sidste år af sit liv, til 1743, som en slags permanent bodsgænger på Clausholm, hvor hun for øvrigt siges at gå igen. Hun blev begravet i den kongelige gravkirke Roskilde Domkirke, men i et separat kapel, ikke ved siden af sin konge, som efter døden pænt måtte dele gravplads med dronning Louise. Vid pennan Madame Jeanne 
|
